Da den elektroniske subgenre, der omtales som glitch eller click’n’cut, så småt begyndte at røre på sig i de tidlige midt-90’ere i kraft af grupper som Oval og Coil, havde udgivelserne generelt en noget anderledes karakter end i dag. Musikken var ganske vist kantet og hoppende lige fra starten - men trods alt også langt blødere og afrundet end nu. Noget, man f.eks. kan forvisse sig om ved at lytte til Ovals Systemisch-album fra 1993. På dette tidspunkt blev genrens udgivelser betragtet som ekstremt radikale og nybrydende med al deres skippen og disharmoni. Siden er genren blevet delt i to lejre. Den ene har, med relativt lyttevenlige eksponenter som Pole og Fennesz, skabt sig en stor fanskare blandt det såkaldte idm electronica-publikum. Samtidig har en anden række projekter - f.eks. Oval og O. Lamm - bevæget sig i en langt mere avantgardistisk retning, der har radikaliseret den oprindelige click’n’cuts hoppen og støjen ud fra et stadigt større fokus på det teoretiske. Svenske Son of Clay, som også er kendt under det borgerlige Andreas Bertilsson, tilhører imidlertid ingen af disse to kategorier. Face Takes Shape lyder i kraft af sin relativt afdæmpede musik mest af alt som en videreudvikling af den helt tidlige click’n’cut - abrupt, men også langt mere afdæmpet og ambient end scenens senere frembringelser. Son of Clay skaber en gennemgående varm og organisk lyd, der mestendels er baseret på akustiske lyde og instrumenter. Dertil henter albummet en stor del af sit lydbillede inden for hjemmets fire vægge - man hører både tikkende / ringende ure, knirkende døre og knagende gyngestole. Ellers er de gennemgående instrumenter dels et gammelt trædeorgel, dels en utæt, falsk harmonika. Begge disse ting understreger udgivelsens rustikke udtryk og skaber en stemning, der leder tankerne hen på en sensommeraften ved den svenske skærgård. Disse lydlige elementer bliver fragmenteret og omstruktureret med nænsom hånd - dog i knapt så tilfældige og rabiate rækkefølger som det ofte høres hos andre kunstnere. Stemningen - frem for strukturtænkningen - er heldigvis i højsædet. Pladen er dog også lidt af et paradoks. Selvom Bertilsson tager udgangspunkt i den oprindelige, afdæmpede click’n’cut-electronica, formår han nemlig i virkeligheden at skabe noget ret nyt og personligt. Hans genre har med rette været klandret for at være alt for form- og teknik-fokuseret - at have placeret både det suggestive og det ekspressive på bagsædet til fordel for kliniske formeksperimenter og musikalske teoridannelser. Son of Clay, derimod, har begået et ekstremt organisk og varmt album, der - på trods af genren - går efter at skabe historier og billeder i lytterens hoved frem for at forsvinde i akademiske overvejelser. Face Takes Shape er ganske enkelt en fremragende udgivelse, som de fleste af Bertilssons kolleger - uanset hvilken lejr, de måtte tilhøre - ikke ville tage skade af at fordybe sig i.